Din tarm skal være mangfoldig som faunaen i en uberørt skov

Din tarm er et både modstandsdygtigt men også meget følsomt økosystem. For tiden har vi i Danmark meget fokus på biodiversitet i haver, store landområder og skove, og langt hen ad vejen, er det også hvad vi skal have fokus på i vores tarm.

Den dybeste mørke skov

Vores tarm skal være mangfoldig og frodig som den dybeste mørke skov, og du kan have indflydelse på faunaen i din. Lidt ligesom når havemanden planter en sort af blomster der støtter biodiversiteten, kan du også have indflydelse på dit økosystem i tarmen ved at tilføre en særlig biodiversitetsskabende planteføde, i form af enten det du spiser eller de kosttilskud du tager.

Lad os hurtigt afklare hvad den uberørte skov er – for hvis du tænker på en skov i storbyens forstæder eller den skov der opdrættes til jagt i dit lokalområde, så er det langt fra, hvad din tarm skal efterligne. I Danmark kender vi ikke til helt uberørte skove, som man f.eks. gør i Sverige eller Finland. De danske skove ligner efterhånden mere din tarm efter en ordentlig omgang antibiotika – udvasket og kedelig.

Hold styr på din skovs fauna

I skoven har planterne stor betydning for hvilke dyrearter der slår sig ned, kommer på besøg eller går en stor bue udenom. Det samme gælder i din tarm. En stor og kraftig plantevækst i en frodig skov, vil medføre et dyreliv med bred mangfoldighed.

Forestil dig at gå en tur i en frodig skov hvor du næsten ikke kan kigge igennem krat og buskadser for bare beplantning. Du går på en sti og kigger op mod himlen hvor solens stråler kun lige bryder igennem trækronerne til at give en lille stråle af varme og lys – lyder det ikke pragtfuldt? Okay… Det er ikke helt det samme i din tarm. Det eneste sted du kan kigge ud af tarmen, er ikke ligefrem et sted der er kendt for at solen skinner ind.

I overført betydning kan du sagtens sammenligne de to. Din tarm skal være mangfoldig med bakterier som beboer din tarm. Udbredelsen og den type af fauna du har i din tarm, vil være på bekostning af de plantearter du tilfører via kosten eller tilskud i form af præbiotiske ingredienser som de forskellige tarmbakterier hver især nyder godt af. Det er her hvor du kan kontrollere, i større eller mindre grad, hvilke former for bakterier der skal beplantes og være løvernes konge af din tarm.

Mød skovens fauna

Vi har tidligere skrevet omkring tarmbakteriernes indflydelse på vægten, immunsystemet, og dit humør. Nu er det tid til at du møder de tarmbakterier der kan have denne tidligere omtalte indflydelse, og finder ud af, hvad du kan gøre for at beplante din skov bedst muligt.

Bifidobacterium
Når vi snakker om kognitiv præstation, kommer vi ikke uden om bifidobacterium. Denne bakterie øges bl.a. ved indtagelse af en kost der er rig på anthocyaniner (1) og flavanoler (2). Disse fytokemikalier kan du inkorporere i din kost ved f.eks. at spise blåbær (3) og/eller grønne og blå vindruer med kerner (4)(5) som vi f.eks. også bruger i FOKUS.

Akkermansia
Denne tarmbakterie har bl.a. indflydelse på din vægt og dine cravings. Studier viser nemlig, at man ofte finder et lavt indhold af akkermansia hos overvægtige (6). Derudover ser man en sammenhæng mellem dårlig insulinoptagelsen i cellerne, altså et højt blodsukkerniveau, og lav tilstedeværelse af akkermansia i tarmen, hvilket man bruger mange ressourcer på at undersøge i forhold til udviklingen af diabetes (6). Hvis du vil give akkermansia mulighed for at stortrives i din tarm, så kan det være gavnligt med en kost der er rig på flavanoler og alkoloider. Vi bruger f.eks. flavanoler fra kakao i vores produkt MÆT.

Prevotella
Ønsker du at øge bestanden af denne tarmbakterie, kan du med fordel indtage fødevarer som er rige på flavanoler (7) og polysakkarider (8). Som tidligere nævnt, kan flavanoler komme fra kakao som vi har brugt det i MÆT. Polysakkariderne kan du f.eks. få fra beta-glukanerne i havre. Vi har valgt at bruge netop havre i RO og FOKUS, da der er mange studier der peger på, at netop disse fytokemikalier som øger prevotella (9), også kan mindske angst (7).

Ruminococcus
I kampen om et stærkere immunforsvar, falder tarmsnakken ofte på ruminococcus – og med god grund. Denne tarmbakterie producerer kortkædede fedtsyrer (SCFA) (10) som affaldsstof hvilket er ganske sundt for vores tarm og en vigtig byggesten i immunforsvaret (10). Hvis du vil øge bestanden af denne tarmbakterie, så kan du med fordel spise flere fødevarer med proanthocyanidiner, lignaner, beta-glukaner (11) og alkaloider (12). I IMMUN har vi blandt andet tilsat appelsinskal, cikorie og gurkemeje som en kilde på disse.

Eubacterium
En anden tarmbakterie med sammenhæng til immunforsvaret, er eubacterium. Udover at den øges af polysakkarider (13), så kan man også øge mængden med fødevarer rige på flavanoider (14) (15). Hvis du skal finde disse fytokemikalier i dine fødevarer, så skal du gå på jagt efter ingredienser såsom æble (16), rødbede (17) og fuldkornsprodukter (18). I IMMUN har vi brugt ingredienser såsom blåbær og appelsinskal for at fremme denne tarmbakterie.

Diversitet og gødning

Hvad der er vigtigt for din tarm og dens fauna, er ikke blot at du gøder den men at du sørger for at tilbyde den så mange forskellige typer af præbiotiske ingredienser du overhovedet kan, da de alle har indflydelse på og tiltrækker forskellig fauna. Hvis du f.eks. KUN gøder bifidobakterium (eller sågar tager bifidobakterier som probiotisk tilskud), så risikerer du at f.eks. akkermansia ikke kan trives, hvilket nedsætter din chance for at din hjerne modtager alle de signaler som disse bakterier kan sende videre via hjerne-tarm-aksen og dermed kan have god indflydelse på din sundhed.

Sørg altid for at din kost og tilskud til tarmen har taget hensyn til de forskellige ”bioaktører” – eller hvis vi fortsætter i skovens terminologi, så skal du sørge for at den gødning du kaster ud i skoven, ikke kun tilgodeser de træer og dyr som du er mest opmærksom på, men også de små dyr og planter som giver et godt overordnet klima.

Når du vælger aftenens ret, så er det vigtigt at du ikke vælger de samme grøntsager eller fødevarer som du altid bruger – prøv f.eks. at skifte revet gulerødder ud med pandestegte asparges engang imellem.

Husk dog altid at lytte til din krop og læg mærke til de signaler der bliver sendt rundt. Chancen for at disse signaler stammer fra din indre skov, er stor.
TRUST YOUR GUT.